Efter Auschwitz - en blog om Holocaust og folkedrab
Torben Jørgensen - historiker og forfatter
Matthias Bjørnlund - historiker
Peter Langwithz Smith - cand. mag og forfatter
30-08-2008
Krampetrækninger fra syge hjerner
Mellem år og dag får man som gymnasielærer mange sære mails, alt lige fra vigtige beskeder fra kolleger og elever til spam af den værste slags. Ingen af disse når dog de grader af forurening, som jeg torsdag d. 28. august kunne finde på min skolekom-adresse. Det er dog ikke kun gået ud over mig, det sære budskab er formentlig sendt ud til alle gymnasier i landet og viderebefordret til fagkasketterne i historie og tysk, som forventes at orientere deres fagkolleger om indholdet, hvad jeg dog ingenlunde har i sinde.
Når forureningen af min mailboks stammer fra folk, der ser det som deres fremmeste opgave at tilsmudse og forurene mindet om en af verdenshistoriens største tragedier, så hører morskaben op.
Under overskriften: ” Arbejdermuseet udbreder kommunistisk propaganda” rundsender et foretagende, der kalder sig ” Dansk selskab for fri historisk forskning” en usmagelig, nedrig og forhånende artikel, som ikke alene beskylder museet for at bedrive kommunistisk propaganda, men i sin essens er en skamridning af Holocaust-benægternes kæpheste.
Anledningen er den fremragende udstilling, der vises på museet fra d. 22. august og året ud. Det er en oprindelig tysk udstilling, der minutiøst beskriver Erfurt-firmaet Topf und Söhnes engagement og medansvar ved bygningen af krematorierne og gaskamrene i nazisternes største koncentrations- og udryddelseslejr: Auschwitz- Birkenau. Uden skelen til etik og medmenneskelighed, men med blikket rettet stift mod en givtig forretning leverede firmaet i Erfurt ikke blot ovnene til krematorierne, dets ingeniører kom med innovative ideer til effektivisering af gaskamrene. Intet sted i den omfangsrige korrespondance mellem firmaet og SS-byggeledelsen i Auschwitz-Birkenau antydes moralske skrupler: man stod tilsyneladende blot over for en teknisk udfordring, som krævede megen snilde. Talrige gange besøgte firmaets ledende ingeniør inden for ovnbygning, Kurt Prüfer, lejrkomplekset, holdt lange møder med SS-byggeledelsen, kom med forbedringsforslag og jamrede, når betalingen lod vente på sig. Adskillige af firmaets specialiserede håndværkere opholdt sig i ugevis i Birkenau, mens de dels overvågede opbygningen af krematorieovnene, dels selv gav en hånd med, når arbejdspresset blev for stort. Intetsteds i deres papirer findes antydninger af tvivl eller anger. Det er disse dødens kolde teknokrater og ingeniører, udstillingen skildrer.
Det kalder så Holocaust-benægterne på banen. Og anledningen er i deres øjne oplagt. Jeg mindes på stående fod ikke, hvornår der i Danmark sidst har været vist en udstilling som skildrede Holocaust i andet end et dansk perspektiv, det skulle da lige være udstillingen om Anne Frank. Men nu kom den så, den glimrende udstilling om den tekniske gennemførelse af massemordet på jøder og sigøjnere, et massemord, der ramte dets ofre alene, fordi de var født. Sådan en ”provokation” må afføde en reaktion fra de syge hjerners klub. Og den kom i form af en artikel rundsendt til danske gymnasier.
Iklædt en form, der skal foregøgle videnskabelighed og dermed lødighed, søger man at formidle Holocaust-benægternes yndlingsideer med henblik på at forurene danske skoleelevers tankegang. Et større antal fodnoter, i alt 15, skal indgyde læseren respekt og få ham til at tro på grundig research. Hagen ved noterne er blot, at den ukyndige læser ikke kan gennemskue, at langt de fleste henvisninger sker til Holocaust-benægternes egne flittigste skribenter såsom Germar Rudolf, Jürgen Graf og Carlo Mattogno. De ganske få gange, der henvises til seriøse forskere som Robert Jan van Pelt eller Jean-Claude Pressac, undlader man klogeligt at angive sidetal. Hvis læseren slog efter hos bemeldte, ville han opdage, at de er citeret så løsrevet fra sammenhængen i deres værker, at det er det rene demagogi. Således henvises der til, at van Pelt i sit store værk om Irving-processen i London skulle have skrevet, at der ingen huller er at se i loftet til gaskammeret i krematorium II. Dette skriver van Pelt, fordi loftet i dag henligger som en ruindynge, hvorfor de fire relativt små huller ikke uden videre kan ses. Hvad vores forfatter undlader at fortælle, er, at van Pelt i et appendix i samme bog ( ”The Case for Auschwitz”) fortæller, at han under udarbejdelsen af sit responsum til appelretten fik meldingen om, at hullerne nu var blevet lokaliseret.
Den banebrydende franske forsker, Jean-Claude Pressac, der startede som benægter, tages til indtægt for, at der ingen huller var anført på tegningerne over krematorierne. Som alle andre Holocaust-benægtere omtaler forureningsartiklens forfatter ikke med ét ord alle de andre skriftlige beviser, som Pressac anfører og analyserer i sin bog om gaskamrene og krematorierne i Auschwitz-Birkenau. Dette er den typiske fremgangsmåde: benægterne fremdrager ét element, isolerer det og stiller sig blinde for snesevis af modbeviser. Det samme gælder deres yndlingspåstand: gaskamrene kunne slet ikke være gaskamre, al den stund dørene åbnede indad. Havde dørene gjort det, som de vitterligt gør på de tidlige tegninger, ja, så havde ligkælder 1 i krematorium II ikke indtaget den sørgelige førsteplads som scenen for det største massemord i historien.
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at nogle få, meget sene tegninger ikke mere viser en dobbeltfløjet dør, der åbner indad, men en enkeltfløjet, som åbner udad. Hvorfor denne ændring? Oprindeligt var krematorium II planlagt som et normalt krematorium med tilhørende ligkældre, men planen blev ændret, den ene ligkælder blev afklædningsrum for ofrene, den anden indrettedes som gaskammer. Derfor ændringen til enkeltdør, den var meget nemmere at gøre gastæt og konstruere sådan, at den kunne modstå trykket fra de til tider to tusind ofre, der i deres dødsangst søgte mod denne dør, når gassen blev kastet ned. Hvad man i øvrigt skulle med et kighul i en dør ind til en almindelig ligkælder er gådefuldt, så meget mere som den blev forsynet med et halvkugleformet jerngitter på indersiden. Det omtaler benægterne selvfølgelig ikke. Det ville også være vanskeligt at forklare, hvorfor glasset i kighullet skulle beskyttes mod folk, der allerede, inden de blev anbragt i rummet, var døde af tyfus eller sult. Alt dette og langt mere til er nøje dokumenteret af Pressac, men det omtales ikke med et ord i artiklen. Af gode grunde.
Det, der i kraft af talrige noter, skulle fremstå som seriøs videnskab, er løgnagtig manipulation, som man sender i hovedet på danske lærere i håbet om, at man dermed kan så tvivl og således måske hverve sig proselytter eller få eleverne til at tvivle på og tro, at man kan diskutere sandheden i en af de mest veldokumenterede, statsligt organiserede forbrydelser mod menneskeheden, vi har oplevet.
For yderligere at så tvivl om den seriøse forsknings resultater griber benægterne til et af deres yndlingsredskaber: talmagi.
Ved at jonglere med tal, så læseren bliver aldeles svimmel, har benægterne i årevis forsøgt at få massemordet i gaskamrene i Auschwitz-Birkenau til at forsvinde. Og her kommer vi tilbage til pamflettens besynderlige overskrift, hvori Arbejdermuseet beskyldes for at udbrede kommunistisk propaganda. Tankegangen er svær at følge for normalt tænkende, men påstanden tager udgangspunkt i Katyn! Når det lykkedes Stalin og konsorter at bilde omverdenen ind, at de ansvarlige for massakrene på de polske officerer skulle søges i nazi-Tyskland og denne myte holdt sig i live i 50 år, som det hævdes, er det ikke så underligt, at myten om gasningerne i Auschwitz-Birkenau, som angiveligt skulle stamme fra samme stalinistiske kilder, har holdt sig i live den dag i dag. (At det kun var i de Moskva-domminerede østblok-stater, man troede på Katyn-myten og ikke måtte omtale NKWD som de egentlige mordere, siger artiklen ikke noget om.)
Fra Katyn går vejen nu videre til Majdanek. Også her drev tilsyneladende den kommunistiske propaganda sit uvæsen efter den succesrige Katyn-model. At lejren ikke blev befriet i efteråret 1944, som hævdet i artiklen, men blev nået og befriet af den røde hær 23. juli 1944, er en mindre detalje. Tankevækkende er det dog, at forfatteren skriver, at den blev ”besat af russerne”. Russerne nedsatte en undersøgelseskommission, der dengang nåede frem til et skønnet tal på omkomne og myrdede, som senere har vist sig at være for højt. Nye tal sætter ganske rigtigt dødstallet for Majdanek betydeligt lavere end det oprindelige fra 1944-undersøgelsen. At dette ikke skyldes bevidst kommunistisk propaganda, men at korrekturen skyldes de langt bedre adgange til arkiver vi har i dag, omtales naturligvis ikke. Det er uomtvisteligt, at russerne så en mulighed for anti-tysk krigspropaganda i offentliggørelsen af Majdaneks helvede i tekst og billeder. Den første store artikel kom i ”Prawda” d. 11. august, billederne blev bragt i ”Life” allerede d. 28. august 1944 og andre vestlige medier fulgte: Majdanek var den første koncentrations- og udryddelseslejr, der blev befriet, hvorfor mediedækningen blandt de allierede var stor. Her er tale om information, der skal styrke kampen mod nazi-Tyskland.
Situationen i Auschwitz-Birkenau var en anden. Den russisk ledede undersøgelseskommissions rapport offentliggøres først, symbolsk nok måske, d. 8. maj 1945. Det giver altså ikke megen mening at hævde, at kommissionens konklusioner skulle være propaganda vendt den nazisme, som man befandt sig i så hårde kampe med. At forfatteren her også skriver, at Auschwitz-Birkenau ”blev besat af Den Røde Hær” burde få enhver læser af artiklen til at være yderst vagtsom nu.
Artiklens hovedtese er nu, at de russiske propaganda-kommissioner, som vi har truffet på arbejde i Katyn og Majdanek, nu udfører lignende arbejde i Auschwitz-Birkenau: altså man går i gang med at producere overdrivelser og løgne.
Allerede i første afsnit om Auschwitz starter talmagien så. Det er græsselig læsning.
Den første undersøgelseskommission var på baggrund af beregninger af krematoriernes kapacitet og den tid, de havde været i drift, nået frem til et estimat, der sagde, at i lejrkomplekset havde nazisterne ombragt 4 millioner mennesker. Dette fejlagtige tal stod ganske rigtigt på monumentet i Birkenau, men blev ændret i 1990, da talrige, grundige ,videnskabelige studier havde sandsynliggjort, at hverken den tidligere kommandant Rudolf Höss’ skøn eller de russiske udregninger kunne være korrekte. Men at man skulle have ”lånt” det nye tal fra Majdanek, hvor det underforstået var blevet ledigt, er en stupiditet, der ikke fortjener yderligere kommentarer.
Blandt benægtere er det en yndet beskæftigelse gennem teknologiske finurligheder at ”påvise” at end ikke 1,5 millioner kan være omkommet i Auschwitz-Birkenau. Artiklens forfatter påkalder nu en tidligere redaktør ved det tyske tidsskrift ”Der Spiegel” som sandhedvidne. At Fritjof Meyers artikel, hvori han hævder, at dødstallet for lejren er ca. en halv million, er blevet grundigt tilbagevist af Auschwitz-museets direktør for den historiske afdeling, Fraciszek Piper, hvis artikel kan findes på museets hjemmeside under ”Latest News” fra 1999, omtaler artiklen her naturligvis ikke.
Den rundsendte artikel opregner nu med Meyer som sandhedsvidne, hvor mange dage de enkelte krematorier var i drift og med hvor mange ovne. Derpå hævdes det, at ovnene var i drift højst 8-9 timer i døgnet. Hvilket er en lodret løgn, som modbevises ikke alene af beregninger foretaget af både SS-byggeledelse og firmaet Topf und Söhne, der leverede ovnene, men også af den enkle kendsgerning, at de jødiske Sonderkommandoer, der var tvunget til at udføre arbejdet i krematorierne, var inddelt i dag- og nathold, hvilket tydeligt fremgår af de daglige Stärkemeldungen, oversigter over, hvor mange fanger der arbejdede hvor, hver dag! Med 8-9 timers drift, hvade det næppe været nødvendigt at arbejde med toholdsskift. Men det bliver værre.
”Det tog ca. ét (sic) time at brænde ét lig”, ikke engang SS’ officielle og interne papirer opererer med så lang kremeringstid, realiteten var , at det tog mellem 20 og 30 minutter. En time er grebet ud af luften. Videre hedder det så, at det ikke ville have øget effektiviteten, hvis man havde lagt flere lig i én ovn, da det, hævder forfatteren, ville have krævet tilsvarende længere kremeringstid og ”tilsvarende mere brændsel(ca.40 kilo kul eller koks pr. lig)”. Alle vidneudsagn fra Sonderkommandoet og fra SS’ere med kendskab til driften af krematorierne, siger enstemmigt, at der blev lagt helt op til 5 lig i hver ovn ad gangen og at det ikke ændrede noget som helst ved tidsfaktoren. I Birkenau var der heller ikke tale om total kremering, idet store knoglerester blev taget ud af ovnene og knust bagefter. Talmagien fortsætter i kul- og koksbranchen, igen et yndligstema for benægterne: der var slet ikke brændstof nok til at brænde alle de lig, ergo er Holocaust en myte! Hvis der virkelig skulle have været brugt 4o kg kul pr lig, havde SS stået over for et alvorligt problem, men benægterne ydner at se bort fra den specielle konstruktion af ovnene i Birkenau. Når de først var fyret op og havde brændt ét sæt lig, brændte de videre af sig selv, så at sige fodret med ligfedtet! Under Irving-sagen i London var dette tema et centralt emne i Irvings krydsforhør af professor Robert Jan van Pelt og dommeren fastslog i den dom, der på alle punkter gik Irving imod, at med den måde, ovnene arbejdede på, ville 3,5 kilo kul pr. lig have været nok.
Artiklens forfatter nærmer sig nu sit store clou: vi kender omfanget af kul leveret til lejrkomplekset, vi ved at der skal 40 kilo til at kremere ét lig, altså kan vi med alle de informationer , folk som f.eks.benægterne Carlo Mattogno og David Irving har forsynet os med, fastslå, ”at der maksimalt er blevet kremeret ca. 100.000 lig i de ovne, Topf und Söhne leverede til Auschwitz-Birkenau. Dette tal – 100.000 – svarer nøje til det af tyske dødebøger m.v. dokumenterede antal dødsofre i hele perioden.” Keine Hexerei, nur Behändigkeit.
Det magiske tal 100.000, som går gennem denne artikel, optræder i andre benægtersammenhænge som 75.000 eller ca.85.000 alt efter lune og temperament.
Tallene bygger altså på det, som her kaldes tyske dødebøger, uden at det forklares, hvad ordet betyder og indebærer, ej heller får vi at vide, hvad ”m.v.” står for. Holocaustbenægterne har siden midten af 1960’erne gang på gang henvist til de såkaldte ”Sterbebücher” fra Auschwitz. Disse lange, lange lister samlet i bøger, hvoraf der er bevaret 46 bind, omfatter tiden fra slutningen af juli 1941 til slutningen af december 1943. I disse lister er opført navnene på ca. 69.000 omkomne eller myrdede. Andre lister supplerer oplysningerne i disse dødens bøger, men: samtlige lister og registre over døde fanger, omfatter kun fanger, der blev registreret og optaget i lejren! De hundredetusinder, der blev selekteret på rampen og sendt direkte i gaskamrene, er ikke opført på nogen lister, de døde en kvalfuld og uregistreret død i gaskamrene i Birkenau, de gaskamre som benægterne hævder end ikke var der.
”Moderne videnskabelige undersøgelser har fastslået, at ”gaskamrene” var noget den kommunistiske og polske undersøgelseskommission fandt på som led i propagandaen mod Tyskland(6)(forfatterens note.PLS). Løgnen om gaskamrene stammer fra samme kilde som løgnen om Katyn og løgnen om Majdanek.” Sådan hedder det i den foreliggende skrivelse. Hvordan får nu forfatteren gaskamrene til at forsvinde? Hvis nu ligkældrene i Birkenau ikke var ligkældre men gaskamre, spørger forfatteren, så må man have haft ligkældre andre steder, men da de ikke findes, er gaskamrene opspind. Forfatteren afslører her et blændede ukendskab til forholdene i Auschwitz-Birkenau: ligene blev staplet typisk i vakserummene i barakkerne eller udenfor, hvorfra de blev hentet og kørt til krematorierne, der var ikke brug for ligkældre.
De moderne videnskabelige undersøgelser der omtales, specificeres ikke nærmere og det er ganske klogt, da der formentlig tænkes på den sørgeligt berømte Fred Leuchters såkaldte undersøgelser af gaskamrene og krematorierne i Auschwitz-Birkenau. Hans forsøg på at påvise, at de relevante bygninger og ruiner ikke kunne have tjent til massemord, var så dilletantisk, at domstolen i Canada, hvor den skulle have været fremlagt som led i bevisførelsen til forsvar for en Holocaust-benægter, pure afviste at lade den indgå i sagen. Leuchters rapport er et skoleeksempel på uvidenskabelig metode, men fremdrages alligevel gang på gang, som det ”videnskabelige bevis” på at der ikke er blevet myrdet mennesker med Zyklon B i Birkenau.
Videre angriber forfatteren værdien af de udsagn, som ingeniører fra Topf und Söhne afgav over for deres forhørsofficerer, der tilhørende den hemmelige russiske tjeneste a priori er upålidelige.”Tilståelserne” er angiveligt fremkommet under tvang og tortur. Det er de altid, når de udsiger noget benæøgterne ikke bryder sig om. Det gælder f.eks. også Rudolf Höss’ tilståelser. Höss blev uden tvivl slået af briterne, men hvorfor han senere ikke tilbagekaldte sine tilståelse, hvis de var blevet fremtvunget ved vold, er besynderligt, han havde rig lejlighed til det både i Nürnberg og i Warszawa og ikke mindst i sine erindringer, som han nedskrev i polsk fængsel.
Det er altså formasteligt, at udstillingen ikke fortæller om russisk pres på ingeniørrne, men blot bygger fremstillingen af massemordet ”på nogle ”vidneudsagn” af Henryk Tauber, forskellige ”hemmelige optegnelser”( en vis Lejb Langfuss), tegninger eller utydelige fotografier taget af”ukendte fanger” m.m. – alt sammen totalt værdiløst for en kritisk historiker-”.
Efter det udsagn er det vanskeligt at bevare fatningen: forfatteren udnævner sig selv og sine ligemænd til kritiske historikere! Hvad er det, der er totalt værdiløst for dem i deres ”forskning”? Tilsyneladende et af de vigtigste vidneudsagn om forholdene i krematorierne afgivet af Henryk Tauber, der umiddelbart efter lejrens befrielse aflagde endog meget detaljerede og præcise øjenvidneberetninger byggende på hans eget langvarige ophold i Sonderkommandoet. De hemmelige optegnelser, der nævnes og som altså ikke kan bruges af den kritiske historiker, er noget af det mest værdifulde sande historikere kan støtte sig til, når man vil forstå forholdene i krematorier og gaskamre. Ikke blot Lejb Langfuss, men flere andre medlemmer af Sonderkommandoet nedskrev løbende beretninger om begivenheder og forhold i krematorierne og gravede dem ned inden for krematoriets område. Der er altså tale om en samtidig øjenvidneberetning, nedskrevet og gemt, mens myrderrierne stod på. Den slags kilder er altså værdiløse.
Tegningerne, der henvises til specificeres ikke, men det drejer sig formentlig om David Olères tegninger fra krematorierne. Olère, der var tvunget til at arbejde i Sonderkommandoet, tegnede i årene umiddelbart efter krigen en række tegninger, der bortset fra nogle ganske få fejl, minutiøst gengiver mordprocessen og krematoriebygningernes indretning. De utydelige fotografier er fotografier taget af folk fra Sonderkommandoet ved Krematorium V: de tre bevarede fotografier viser dels ofre, der klæder sig af i det fri, før de skal gasses, dels Sonderkommandoet i færd med at slæbe lig ned i de åbne ligbrændingsgruber man blev nødt til at anlægge bag Krematorium V i sommeren 1944, da der skulle myrdes så mange jøder fra Ungarn at ovnene ikke kunne følge med og da resten af ghettoen i Lodz skulle likvideres i august 1944(det er under denne aktion, billederne er taget).
Alt dette er værdiløse kilder for vor ihærdige forsker, der slutter afsnittet med at slå fast, at hvis man anvender moderne kildekritik er ”beviserne” for eksistensen af gaskamre i Auschwitz-Birkenau lig nul.Hvad forfatteren derimod anerkender under anvendelse af sin moderne kildekritiske metode, er det besynderlige resultat, der kom ud af en retsag i Wien i 1972:” Hvis krematorierne var forsynet med gaskamre – som man jo påstår – hvordan kan det så være, at de Auschwitz-ingeniører, der tegnede krematorierne, ikke kendte noget til noget gaskammer?” Der hentydes her til sagen mod krematoriekonstruktørerne ved SS-Zentralbauleitung i Auschwitz, altså SS’ øverste byggekontor i lejren, Walter Dejaco og hans medarbejder Wilhelm Ertl.
At denne sag, der førtes med vanlig østrigsk langsomhed og desinteressse både fra officielle mydigheders og pressens side, skulle bevise gaskamrenes non-eksistens, er intet mindre end grotesk.
Dejaco blev første gang afhørt af en undersøgelsesdommer i april 1962, men afhøringerne af ham fortsattes først 9( ni) år senere. Efter at de ledende poster i anklagemyndigheden var skiftet ud, åbnedes sagen mod Dejaco og Ertl ved landsretten i Wien i 1972: anklagen lød på medvirkning til planlægning af massemordets udførelse gennem planlægning, opførelse og vedligeholdelse af gaskamrene og krematorierne i Birkenau. Anklagemyndighedens bevisførelse må betegnes som overvældende, skønt en lang række byggetegninger, der befandt sig i sovjetiske arkiver i Moskva ikke var retten bekendt, alligevel blev begge anklagede efter skik og brug i Østrig frikendt af nævningedomstolen. Det kan næppe betragtes som et bevis på at gaskamrene ikke blev opført.
Han forsætter så med at opfordre lærere, der besøger udstillingen, til at forlange bevis for massemordet hos museets direktør/inspektør, dokumentation for folkemordet, men:”En sådan dokumentation findes ikke. Museumsledelsen holder således de besøgende for nar”. Dokumentationen findes i høj grad, men benægterne lukker hellere end gerne øjnene for alle dokumenter, fotografier, arkæologiske fund, der ikke passe dem. Således hævder også vores forfatter, at ligkældrene ikke kan have været brugt som gaskamre, da de ville have krævet en meget kraftig ventilation, og føjer forfatteren til, at ventilationen var den gængse, der blev brugt i alle ligkældre i Tyskland. Jeg tror imidlertid, det vil blive vanskeligt at finde ligkældre ved gængse krematorier forsynet med et dobbelt ventilationssystem, hvoraf det ene skal pumpe varm luft ind i kælderen. Grunden var, at gaskammeret, ligkælder 1, skulle have en temperatur på ca. 27 graders celsius for at frisætte gassen effektivt. Ligkælder 2 havde ikke noget system til indpumpning af varm luft, her skulle ofrene jo også blot klæde sig af, inden de blev ført hen i gaskammeret.
Mod slutningen af artiklen når forfatteren de højder af forhånelse af ofrene , der skulle kunne få alle advarselslamper til at lyse hos læseren. Han medgiver, at der skam blev deporteret mennesker til Auschwitz-Birkenau, hvor nogle ”blev sat til at arbejde, andre slap for at arbejde, andre blev transporteret til andre lejre – og omkring 100.000 døde – af tyfus, af svækkelse, af sygdom, af alder m.v.” Det kaldes nu en tragedie ;vi andre, som forlanger respekt for gaskamrenes hundredtusinder af ofre, hånes, fordi vi ikke har erkendt den kommunistiske propaganda og opfordres til at sørge over de 100.000:” Man vil åbenbart hellere græde over dem, der ikke døde, end over dem, der faktisk døde.” slutter artiklen.
Auschwitz-Birkenau var altså en lidt streng sommerlejr, hvor man kunne få tyfus og blive svækket, man kunne også dø af alderdom og måske skulle man arbejde, måske ikke. At Holocaust-benægternes efterhånden halte heste fra den mere morsomme afdeling ikke trækkes frem nu er en lettelse: vi slipper for at høre om swimming-poolen i Stammlager, om filmforevisninger, teateropførelser og bordellet.
Denne ophobning af løgnagtig svig sendes altså ud til danske skoler, hvor flittige sekretærer befordrer dem videre – som de nu engang skal – til fagformændene for skolernes historie – og tysklærere formentlig for at materialet skal indgå i undervisningen. Her trækker jeg snart grænsen for hvad type forurening vi skal finde os i i den hellige ytringsfriheds navn. Disse ”kildekritiske historikere”, der end ikke er i stand til at forfalske ordentligt, søger af al magt at så tvivl hos vore elever, prøver at få dem til at tro, at Holocaust kan diskuteres, at Holocaust er et fænomen, der kan gøres til genstand for tolkning. Lykkes det dem, så dræber de ikke alene ofrene for anden gang, de dræber også respekten for de lidelser, som millioner måtte gennemgå under nazismens svøbe.
Fotografiet viser ruinerne af gaskammeret i krematorium II, som de ser ud i dag. Det er i dette tag, man fra benægterside hævdede, at der ingen huller var til at kaste gassen ned. (Foto: Peter Langwithz Smith, 2006)
Snit gennem ligkælder 1 (gaskammeret) og ligkælder 2 (afklædningsrummet). Det ses, at de to kældre har to vidt forskellige ventilationssystemer.
(Detalje fra en affotografering af fotografi i Haus der Wannseekonferenz, Peter Langwithz Smith, 2001)
Kraftig forstørrelse af allieret luftrecognosceringsfoto fra sommeren 1944. Billedet viser krematorium II, hvis port nederst i billedet står åben. Konturerne af de to underjordiske rum ses tydeligt: til højre afklædningskælderen og vinkelret på den ses taget på gaskammeret med de fire nedkastningsskakter til gassen.( Museet i Auschwitz-Birkenau)
Bag lokomotivet ses sydsiden af krematorium II. Den flade del af bygningen, der strækker sig ud mod beskueren, er taget på gaskammeret, hvor man ser nogle af de fire nedkastningsskakter til gassen. På dette tidspunkt er der endnu ikke lagt jord hen over taget. (SS-foto 1943, museet i Auschwitz-Birkenau)
Fotografi optaget illegalt af medlemmer af Sonderkommandoet. Blandt de tre billeder, som det lykkedes at tage og få smuglet ud af lejren, viser de to medlemmer af Sonderkommandoet, der er ved at slæbe lig fra gaskammeret til de åbne ligbrændingsgruber bag krematorium V.(Museet i Auschwitz-Birkenau)
Luftfotografi af ruinerne af krematorium II. I bunden af billedet ses trappen, der fører ned til afklædningskælderen. For enden af den ses i en ret vinkel gaskammeret med ruinerne af taget. I forlængelse af afklædningskælderen ses ovnrummet, der lå over jorden. (The Holocaust History Project, 2000)
Ventil på krematorieovn i Stammlager med Topf und Söhnes varemærke (Peter Langwithz Smith, 2005)
Den ene af Topf und Söhnes dobbeltovne i Stammlagers krematorium. Ovnene er rekonstruktioner bygget op efter lejrens befrielse af originale dele. (Peter Langwithz Smith, 205)
Peter Langwithz Smith
KommentarerAf: Henrik N
Dato: 06-08-2009
Kun et ord: Tak!
venlig hilsen Henrik
;)
;)
