Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 35 juni/juli/august 2013 — Af Susanne Skovgaard

Snapshots fra en generation

Digteren Allen Ginsberg blev med sin store indlevelse og følsomhed en af de ledende figurer inden for Beat-generationen. Hans debut-digt Howl er kendt som indbegrebet af beat-generatoinens kamp for frigørelse. Men der er også en anden, mindre kendt side af ham. Den kan opleves i udstillingen Beat Memories: the Photographs of Allen Ginsberg.   

 

Allan Ginsberg, Snapshot fra New York

Fotografier, der aldrig var tiltænkt andet formål end kærlig dokumentation. Taget i eksperimenterende leg, i øjeblikke og løs registrering af en hverdag. Kammerater, elskere, forelskelser, mentorer og kolleger – alle er de forevigede i Allen Ginsbergs fotoalbum, som ingen af de medvirkende på det tidspunkt drømte om en dag skulle ende på museum.

   Billederne kan sommeren over ses på Jewish Contemporary Museum i San Fransisco. De tilhører samlingen af Ginsbergs tidlige privatfotos tilbage fra 1953, hvor han købte sit første Kodak Retina kamera. Det brugte han flittigt de næste ti år – men kun for sjov.

   Efter en lang pause genoptog Ginsberg fotograferingen i 1980erne, da han blev klar over billedernes potentiale som kunstnerisk element og historisk vidnesbyrd over en nu kendt og anerkendt generation. Portrætteringen af beatgenerationen og billederne bliver bevidst reportage.

   Ginsberg er kendt for at registrere alt i sine uendelige skriverier i dag- og notesbøger. Fotografiet erstattede i hans ældre dage til en vis grad ordet – i dagbøgerne, ikke i digtene. Efter eget udsagn måske et udtryk for dovenskab, da det var nemmere at fotografere end at notere, men for eftertiden måske en heldig kombination, idet billederne af vennerne siger så uendeligt meget mere om både den fotograferede og den fotograferende end én persons beskrivelse og oplevelse af verden nedfældet i en dagbog.

 

Generationen

Allen Ginsberg var sammen med kollegerne Jack Kerouac og William S. Burroughs en af Beat-generationens frontfigurer, også kaldet beatniks.

   Betegnelsen beat generation blev første gang introduceret for en bredere offentlighed i 1952 af John Clellon Holmes i en artikel til New York Times ”This is the beat generation”. Selv var Holmes en af de første til at udgive en roman inden for beat genren – Go – men begrebet var en foræring af Jack Kerouac i 1948, som igen havde opsnappet selve ordet beat fra en af gadens og nattens vandrere Herbert Huncke – hipsteren med engleansigt i Ginsbergs gennembrudsdigt Howl.

   Beat betød i Hunckes optik at være slået ud i bogstaveligste forstand – som i en sørgelig rendestenstilværelse. Oversat af forfatterne blev det en anelse mere romantisk. I Holmes definition var beat mere end blot udmattelse: en følelse af at være brugt, en sjælens nøgenhed og at have presset sig selv op ad muren.

 

Beaten

Til trods for den selvudråbte definition som beat, udgjorde Beat generationen ikke en homogen gruppe. De var snarere en række individer forbundet af venskaber på kryds og tværs.    

   Det var mennesker, som delte en drøm om at skrive, om at dele ud af sig selv med hudløs ærlighed, om at leve livet på kanten og i underverdenen, men hvis udtryk og skrivestil var vidt forskelligt. De fandt hinanden i en fælles livsstil, centreret omkring smeltedigelen ved Times Square og Broadway samt jazzklubberne i Harlem i New York og med et intermezzo i San Fransisco i midten af 1950’erne. Gruppen dyrkede ivrigt filosofisk og litterær snak til langt ud på natten, indtog stoffer og flirtede med den kriminelle underverden.

   ”Beat” var især de objekter alias mennesker, som forfatterne betragtede og eftertragtede, og som de forsøgte at komme tæt på. Det første virkelige møde med de slagne blev iværksat af William S. Burroughs, der med hælervarer i tasken etablerede kontakt til den så eftertragtede underverden personificeret i Huncke. Ved samme lejlighed så han sig – dog ganske frivilligt – nødsaget til at tage sin første morfin.

   I mødet med Huncke skete en udveksling mellem de intellektuelle litterater, de småkriminelle og narkomanerne. De fleste af forfatterne kom selv fra middel- og overklassen, men snobbede nedad. Måske for at få en følelse af autensitet, for her på samfundets bund kunne de endelig mærke sig selv og den smerte, det omgivende samfund påførte samfundets udstødte.

 

Oprøret

Beat-generationen ønskede at ruske op i den konforme og trygge verden, som den så etableret omkring sig. Selvvalgt fattigdom og mødet med underverdenen er blot nogle eksempler på frigørelsen fra det samfund, som i angst fra atombomben og krigens rædsler forskansede sig selv i en gryende småborgerlighed.

   Flere af de fremtrædende beatniks – deriblandt Allen Ginsburg og William Bourroughs – var homoseksuelle i en tid, hvor det var absolut forbudt, og hvor man nærmest måtte lade sig indlægge på psykiatrisk hospital for at få lidelsen kureret. Således lykkedes det behandlingssystemet at ændre en af Ginsbergs nære venner Carl Solomons seksuelle identitet. Ginsberg selv blev omvendt stærkere i troen om sin egen seksuelle identitet – især efter mødet med Soloman på et psykiatrisk hospital, hvor også Ginsberg tog kortvarigt ophold – og flyttede i midten af 1950’erne sammen med elskeren Peter Orlovsky, som skulle forblive hans livsledsager indtil hans død.

   Ginsberg og Bourroughs udfordrede samfundsmoralen i en grad, som blev majoriteten for meget. Ginsbergs digt Howl og Burroughs roman Naked Lunch blev begge anklaget for obskønitet – enten for at være pornografiske, for referencer til homoseksualitet eller pædofili. Begge værker blev prøvet ved domstolen, og begge vandt den litterære frihed på bekostning af samfundsmoralen og værkerne banede således vejen for eftertidens litteratur.

 

Fotoalbummet

Allen Ginsberg er en af det 20. århundredes mest læste forfattere. Med over 1 mio. udgivelser af Howl blev hans gennembrudsdigt absurd nok højdepunktet af hans karriere.

   Som de øvrige beatforfattere forsøgte han at indkapsle spontaniteten og intensiteten som udspilledes sig for øjnene af ham i New York. I Howl kommer dette til udtryk ved en dokumentaristisk, nærmest ”steam of consioussness-agtig” registreren. Digtet er et langt udbrud i hæsblæsende tempo, som efterlader danske Dan Turells oplæsninger og digte som ren slowmotion.

   Howl er klart den af Ginsbergs udgivelser, som er mest anerkendt og læst. Digtets styrke har givet det en lang levetid, og Ginsberg fortsatte ufortrødent med at skrive og udgive nye digte indtil hans død. Han ente med at blive anerkendt som et litterært geni – en betegnelse han allerede selv som teenager påberåbte sig. Og han endte med ikke bare med at bekende sig selv i litteraturen, men via sin evindelige registreren bekendte han en hel generation.

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce