En kæmpestor oppustelig multifarvet badebold vil trille rundt i en af de højloftede saloner på Den Franske Ambassade i København. I et af de tilstødende gemakker vil en mørk korridor blive opstillet midt i det ellers lyse rum, galger vil hænge ned i hovederne på de besøgende, mens en kæmpe rødbedefarvet blomsterkrans og rødbedefarvede lænker vil byde folk velkommen i den store trappehall.
”Det handler om dialog og om symbolikken i mødet mellem to forskellige epoker og stilarter,” siger François Zimeray, Frankrigs ambassadør i Danmark og idémanden bag den bemærkelsesværdige udstilling ’Carte Blanche’, der kan opleves i Det Thottske Palæ på Kgs. Nytorv fra 11. marts og tre uger frem.
”Vi lever i en verden, der forandrer sig, og i dette hus, der første gang blev fransk ambassade i 1728, har ambassadens mission ændret sig med tiden og med historien. Det er klart, at dens rolle i dag ikke er den samme som før f.eks. EU.”
Så da François Zimeray blev udnævnt til ambassadør i 2013 og installerede sig i den imponerende nyklassicistiske bygning, var det med et mål om at genopfinde og genfortolke ambassadens rolle i lyset af de udfordringer, samfundet står overfor i dag.
”Jeg ankom med et nyt kritisk syn på, at en ambassade ikke kun skal repræsentere et land, men også dette lands værdier og ideer. Og blandt de værdier og ideer, som er en del af varemærket eller brandet Frankrig, hører nysgerrighed og beundring for idé-debat og verdens forskellighed.”
I den henseende er det både et kæmpe privilegium og en udfordring at have adresse i Det Thottske Palæ, mener ambassadøren. På den ene side er de smukke fysiske rammer fantastiske, på den anden side kan det give et indtryk af, at Frankrig er et museumsland, der har fokus på fortiden.
Han har derfor givet de ni unge danske kunstnere carte blanche – deraf titlen på udstillingen – så de hver især har fået frie rammer til at sammenfatte deres opfattelse af Frankrig og af de pompøse lokaler på ambassaden i hver deres kunstneriske udtryk.
”Jeg vil gerne vise, at Frankrig også er et moderne land, der er åbent over for den nye verden, og som lytter og iagttager. Så jeg har villet gøre et meget traditionelt hus til et sted, der ikke var konventionelt. Jeg tror, at det er sådan man er med til at ændre Frankrigs image.”
Hvorfor er det nødvendigt at ændre Frankrigs image?
”Fordi det for mange mennesker er en kliche om gode vine, ferier og strejker. Det er et dejligt, men samtidig kompliceret land. Jeg vil gerne vise, at det er et land i pagt med sin tid og med blikket rettet mod fremtiden, ligesom Danmark er. Og hvordan vise det bedre end ved at sige til unge ikke specielt kendte, men dygtige kunstnere, voilà: fortolk dette hus. Hvordan inspirerer det jer, hvordan reagerer I på det, hvad vil I lave?”
Det er, som François Zimeray udtrykker det, et kulturelt møde mellem den rene franske ny-klassicisme og den totale danske modernitet, og netop valget af danske frem for franske kunstnere skal symbolisere åbenheden og nysgerrigheden. ”Frankrig higer efter det universelle, og i paradokset ved ikke at indbyde franske kunstnere forfægter jeg Frankrig som et land, der ikke er lukket omkring sig selv.”
Åbenhed og dialog er også nogle af de grundtanker, der ligger bag ideen om at åbne de ellers strengt bevogtede porte ind til Det Thottske Palæ. I en tid hvor sikkerhedsforanstaltninger ellers gør det kompliceret at gennemføre den slags arrangementer på terrortruede lokaliteter, har François Zimeray flere gange åbnet dørene for offentligheden, bl.a. til KulturNat og Distortion. ”Man skal ikke lade sig styre af angsten. Vi er nødt til at leve.”
Men de terrorangreb, der har været i Frankrig og Danmark i de senere år, og det, De selv oplevede i Krudttønden for to år siden, fik Dem ikke til at ændre deres beslutning om at lave denne udstilling?
”Nej, snarere tværtimod. Man kan ikke leve lukket inde hele tiden, beskyttet, det interesserer mig ikke,” svarer han og tilføjer så, at han normalt ikke selv er bange, men at han alligevel ind imellem, om end sjældent, ikke har følt sig i sikkerhed, når han har været inviteret til at tale i offentlige rum. ”Det er ikke en behagelig følelse.” Men han tropper op. Og han åbner ambassadens døre. ”Det er jo en måde at svare de folk på, der vil have os til at holde mund, og som vil udlægge en særlig tolkning af islam for os. Vi vil vise, at vi ikke anskuer tingene bogstaveligt, vi genfortolker og genopdager. Det gælder for dette her hus og for livet i det hele taget. Tingene bør fortolkes.”
Det får man i denne forbindelse mulighed for, når de ni danske kunstnere indtager Det Thottske Palæ i marts. Det er den dansk-jødiske kunsthistoriker Natalia Gutman, der som kurator står bag Carte Blanche. Hun havde tidligere imponeret ambassadøren med Holocaust-udstillingen Sort Mælk, som hun kuraterede i 2014, og Zimeray er derfor overordentlig glad for, at hun påtog sig den ikke helt lette opgave at få det gamle og det nye til at spille sammen og samtidig sikre, at den arbejdsplads, som ambassaden er, fortsat kan fungere i det daglige.
De gav carte blanche til kuratoren, som så har givet carte blanche til kunstnerne. Har De ikke været nervøs for det?
”Nej. Eller jo!” Han griner.
”Men der har været en god dialog, og alle værker er originale, interessante og værd at tænke over.”
Er De blevet rørt eller provokeret af nogle af dem?”
Ja, det er jeg, men det er jo meningen med kunsten: at provokere. Og det, der betyder noget for mig i forhold til denne udstilling, er perceptionseffekten, mødet og den symbolik, der ligger i det.”
Carte Blanche // 9 danske kunstnere på Den Franske Ambassade
Kongens Nytorv 4, 1050 København K
11. marts 2017 – 1. april 2017
Gratis entré – obligatorisk tilmelding via www.billetto.dk
Kunstnere: Ann Louise Andersen, Peter Callesen, Jeannette Ehlers, FOS, Lise Harlev, Hesselholdt & Mejlvang, Peter Land, Choki Lindberg og Tina Maria Nielsen.
Kurator: Natalia Gutman
Fremhævelser:
Francois Zimeray var til stede i Krudttønden, da stedet den 14. februar 2015 blev udsat for et terrorangreb.
Man kan ikke leve lukket inde hele tiden, beskyttet, det interesserer mig ikke.