Kunst i kokke, tjenere og piccoloers tjeneste

Kokke, tjenere og piccoloer i høje hatte, butterfly og røde uniformer. Den fransk-russiske maler Chaim Soutine er kendt for sine forvrængede motiver og indlevende portrætter. 30 af disse usædvanlige værker kan netop nu ses samlet for første gang på en udstilling i London.

Soutine

Horisontlinjen buer, bygningerne svinger, og ansigterne er fordrejede. Den russisk-franske Chaim Soutine (1893 -1943) er kendt for sine forvrængede motiver, flammende farver og grove penselstrøg. Han gik sine egne veje, og hvor mange af hans samtidige var optaget af avantgardens kubisme, dadaisme og fauvisme, eksperimenterede han med sin helt egen ekspressive stil, der gør hans portrætter og stilleben enestående.
Det er navnlig hans ca. 30 portrætter af konditorer, tjenere, piccoloer og kokke, som har vakt interesse. Poserende i deres arbejdsuniformer: hvid skjorte, vest og dobbeltradet jakke skildrede Soutine hårdtarbejdende serviceydere med sympati og en særegen ømhed.
For første gang er portrætterne samlet i en udstilling på The Courtauld Gallery, hvor de kan opleves frem til 21. januar 2018.

40 pensler og et iltert temperament
Soutine har stort set ikke selv skrevet om sin kunst, så man ved ikke med sikkerhed, hvem han portrætterede, eller hvorfor han havde denne særlige interesse for hotel- og restaurationspersonale. Men Paris var i 1920’erne og 30’erne en turistmagnet og et kulturelt centrum, hvor antallet af eksklusive hoteller, smarte natklubber og fornemme restauranter eksploderede.
Det var samtidig en ny æra for kunstnerne, fordi de nu i endnu højere grad end tidligere var fritstillet i forhold til deres bestillinger. De kunne male de motiver, der inspirerede dem og engagere sig i de emner, der drev dem.
Soutine flyttede en del rundt i denne periode og boede på lejede værelser og små hoteller, hvor han øjensynligt fandt personalet mere spændende end gæsterne. Han lavede aldrig skitser eller forlæg og ville altid have sine motiver direkte foran sig, hvad enten der var tale om landskaber eller portrætter. Og selvom han gik direkte til lærredet med et utal af pensler og masser af maling, arbejdede han møjsommeligt og intenst. Han var omhyggelig og indgående optaget af sit motiv, som ofte resulterede i serier, indtil han var nået ind til kernen af motivet, og temaet var udtømt. Man kan derfor undre sig over, hvorfor motiverne ender med at være så forvrængede eller ligefrem grimme, men den egenartede stil fremdrager netop den essens, som Soutine søgte i sine motiver.

Fra shtetl til kunstakademi
The Courtauld Gallery foreslår, at Soutine så noget af sig selv i denne gruppe, som ofte var emigranter, der arbejdede hårdt for at klare sig og falde til i en ny og fremmed kultur.
Han kom selv fra fattige kår, nummer 10 i rækken af 11 søskende, fra et liv på landet i en shtetl nær Minsk. Familien var ortodokse jøder, faren var skrædder, og brødrene hånede hans lyst til at tegne. Men Soutine fortsatte, også efter at han blev angrebet af den lokale rabbiners søn, fordi han havde tegnet dennes far. Hændelsen blev et vendepunkt, da familien sagsøgte sønnen, vandt sagen og modtog en økonomisk kompensation, som gjorde dem i stand til at lade Soutine forfølge sin drøm om at studere på kunstakademiet i Vilnius, som var et af de få akademier af sin slags, der accepterede jødiske studerende.

Afslappede modeller, mens blodet flyder
I 1913, 20 år gammel, flyttede Soutine til Paris og begyndte at studere på École des Beaux-Arts, hvor han hurtigt udviklede sin egen vision, maleriske stil og teknik. Han bosatte sig for en tid i Montparnasse, et af de parisiske kvarterer der tiltrak kunstnere med billige huslejer og et dynamisk miljø. Her mødte han blandt andre den serfardiske kunstner Amadeo Modigliani, som også var emigrant og tilflytter fra Italien.
De to blev venner, de portrætterede hinanden, og Modigliani opfordrede sin gallerist Leopold Zborowski til at støtte Soutine. Og Zborowski kunne se potentialet, og under 1. Verdenskrig tog han den forhutlede Soutine med sig til Nice for at undslippe den mulige tyske besættelse af Paris.
Et par år senere, i 1919, sendte Zborowski Soutine tre år til Céret i Pyrenæerne, hvilket blev afgørende for hans kunstneriske udvikling, og der hvor han malede sin første konditor. Soutine var draget af almindelige mennesker i deres arbejdstøj og portrætterede dem med indlevelse og nærvær: Hænder på knæene, arme over kors og en albue hvilende på armlænet. De sidder model, men fremstår alligevel afslappede, og som om de ingen beskuere har.
Vi får aldrig at vide, hvem de er, men relationen må have været tillidsfuld, for Soutine portrætterede dem med overbevisende åbenhed og ærlighed. Han kunne også være nådesløs og uden varsel eller tilsagn nærstudere sine modellers øre, hånd eller anden detalje, som han ville gengive så præcist som muligt.
Dedikationen var ubetinget, og den gjaldt også, da Soutine arbejdede med sine stilleben af slagtekroppe, hvor stanken blev så fæl, at hans naboer måtte tilkalde politiet for at få opklaret, hvad der foregik i hans lejlighed. Efter sigende skulle maleren Marc Chagall have besøgt Soutine og set blodet, der flød fra lejligheden, hvorefter han flygtede ud i opgangen og råbte: ”Der er nogen, der har slået Soutine ihjel”. 
Inspireret af Rembrandts stilleben og lyssætning malede Soutine 10 værker i denne serie, som siden er blevet hans mest kendte.

Gennembrud og brydningstid
I 1923 fik Soutine et gennembrud, da den amerikanske kunstsamler Albert C. Barnes så et af hans tidlige konditorportrætter og opfattede det som et af tidens fremmeste moderne værker. Barnes købte på stedet ca. 50 af Soutines malerier og bragte dermed den forarmede kunstner ud af alle økonomiske vanskeligheder. Med købet fulgte tillige anerkendelsen af hans talent, og Soutine gik fra at være en fattig immigrant til at være en eftertragtet maler blandt tidens kunstsamlere, som ellers havde godt med kunstnere at vælge i mellem.
Selvom portrætterne ikke var tænkt som en samfundskritik, er de i dag vidnesbyrd om den livsstil, mange privilegerede i Paris nød godt af, og ikke mindst den hastige udvikling der prægede tiden, hvor den dekadente og lystslupne livsstil fik et helt nyt omfang. Hverdagsuniformer og almindelige mennesker bliver på ironisk vis også fortællingen om det gode liv for de velstillede.
Personerne i Soutines portrætter forbliver anonyme, men de personlige udtryk og omhuen med modellernes karakteristika viser med tydelighed, at Soutine ikke blot betragtede disse mennesker som typer.
Hvorvidt det i højere grad var Soutines personlige blik end en nøgtern gengivelse er til gengæld sværere at afgøre. Men det var netop den nye ekspressionismes berettigelse, og de mange kunstnere i Paris arbejdede med et intensiveret formsprog, hvor den subjektive fortolkning spillede en helt ny rolle. Det var et opgør med den objektive sandhed og en hyldest af den individuelle sansning, hvor stemning og sindstilstand bliver en legitim inspiration.
Kunstnere som Francis Bacon, der arbejdede med det groteske som udtryk for indre kvaler, var udtalt inspireret af Soutines slagtekroppe, og også Lucian Freud, Frank Auerbach og Leon Kossoff var begejstrede for Soutines ekspressionisme. Kunstnerne var på dette tidspunkt ikke alene blevet frigjort fra deres bestillere, men de udfordrede også selve præmissen for, hvilken virkelighed der kunne skildres i kunsten, og det gav plads til både uventede motiver og et eksperimenterende formsprog, som Soutine bidrog afgørende til i en tid, hvor Paris var verdens kunstmetropol.
Soutines sidste år og endeligt var lige så dramatisk som resten af hans liv. Under Anden Verdenskrig måtte han flygte fra Paris for at undgå arrestation. Han flyttede rundt fra sted til sted og måtte undertiden søge ly i skove og sove under åben himmel. Et blødende mavesår tvang ham til at forlade et sikkert skjulested i Paris for at gennemgå en operation, der dog ikke kunne redde hans liv. Soutine døde den 9. august 1943. Han er begravet på Cimetière du Montparnasse i Paris.

Se mere om udstillingen på The Courtauldt Gallery. 


På kollagen øverst ses følgende portrætter:

  • Bellboy c.1925, Centre Georges Pompidou.
  • Pastry Cook of Cagnes, 1922, Museum of Avaunt-Guard Mastery of Europe
  • Room Service Waiter, 1928, Privatsamling

I galleriet til højre:

  • Et ikke særligt flatterende selvportræt fra 1918. Maleriet tilhører The Art Museum, Princeton University.
  • The Waiting Maid,  Ben Uri Gallery
  • Portrait of a Boy, privatsamling
     

Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!

Gå på opdagelse i arkivet