Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 3, august 2007 — Af Hanne Trautner-Kromann

Det betyder noget, hvad man vælger at gøre

Isi Foighel, professor i retsvidenskab, tidligere skatteminister m.m. udgav i juni bogen Miraklet i Danmark. Jødernes redning 1943-45. Goldberg mødte ham i hans sommerhus i Gl. Skagen.

Isi Foighel i sit sommerhus på Skagen
Isi Foighel i sit sommerhus på Skagen. Foto: Hanne Trautner-Kromann

Det første naturlige spørgsmål at stille forfatteren, Isi Foighel, er vel, hvorfor det var nødvendigt med endnu en bog om et emne, der er så velbelyst, som de danske jøders redning til Sverige i oktober 1943 må siges at være. Og svaret er, at bogen ikke er blevet til på baggrund af en irritation over manglende eller utilstrækkelig forskning, men snarere ud fra en personlig lyst til at vide mere om et helt specifikt område:
"Jeg mente, at jeg vidste en masse om Holocaust og om flugten, alle de historiske fakta, men egentlig havde jeg ikke tænkt så meget over hvorfor - hvorfor undgik de danske jøder deportation og udslettelse, når jøderne de fleste andre steder ikke blev hjulpet? Historien skabes af handlinger, og handlinger af mennesker. Så mit ønske var at prøve at finde ud af, hvad redningsmændenes motiver var, hvad der fik dem til at handle, som de gjorde."
Som en metode til at lette vejen til et svar på sit spørgsmål har Foighel inddelt bogen i syv kapitler med hver sit tema og hovedperson. Kapitlet Budbringeren har således skibsfartsattache ved det tyske gesandtskab, Georg Duckwitz, som hovedaktør, og det er der en god grund til:
"For mig var han en helt. Det var ham, der advarede jøderne mod den deportation, som Werner Best, det tyske riges øverste civile myndighed i Danmark, havde sat i gang. Der har jo været mange diskussioner om disse to personers rolle, og jeg ville undersøge kilderne for at se, om mit billede nu også var korrekt."
Foighel læste blandt andet vidneudsagnene fra retssagen mod Werner Best, og han blev efterladt med det indtryk, at det er Duckwitz der skal have æren for advarslen.

Kun én valgte at handle
"I virkeligheden var der ingen af de tyske instanser i Danmark, der ønskede denne forfølgelse - hæren, flåden, den tyske administration, ikke engang Best selv, skønt han selv havde sat den i gang - de misbilligede den af mange forskellige årsager. Men kun én person reagerede mod Fører-ordren, kun én valgte at være aktiv, nemlig Duckwitz. Det har været en fantastisk kombination - den kyniske massemorder Best og hans medarbejder Duckwitz - på en eller anden måde må der have været en vis tillid imellem dem. Begge kunne jo risikere meget, hvis den anden "sladrede". 
Arbejdsfordelingen mellem de to SS’ere har været genstand for en del forskning, så spørgsmålet er, hvor Foighel har rettet søgelyset i sin research:
"Jeg har nok fokuseret mere end sædvanligt på spillet mellem Best og det danske udenrigsministeriums chef, Nils Svenningsen - altså mellem den tyske besættelsesmagt og den danske administration - og på de enkelte personers valg. Det er jo det, der var det afgørende - hvad valgte de at gøre, og hvad valgte de at undlade at gøre."
Ifølge Foighel havde Best og Svenningsen forhandlinger om så mange sager, at der efterhånden opstod et vist tillidsforhold mellem dem. Det faktum, at begge var bureaukrater betød, at de til en vis grad forstod hinanden, og Foighel mener, at den hæderlige og korrekte Svenningsen har behandlet Best som "en mand af ære". Ikke desto mindre løj Best over for Svenningsen, der adskillige gange inden jødeforfølgelserne startede - forgæves  - spurgte Best, om der var hold i rygterne.
Denne løgn protesterede Svenningsen skarpt over et par dage efter, da han på egne og de andre departementchefers vegne opsøgte Best, og han afpressede Best et dokument om, at ’halvjøder’ samt heljøder, der var gift med ikke-jøder, skulle undtages fra deportation. Denne danske protest med de stærke udtryk for krænkelsen af retsbevidstheden - og trusler om et umuliggjort samarbejde i fremtiden - har måske fået Best til at forsøge at afbøde de værste følger af deportationen.
Foighel har kaldt sin bog Miraklet i Danmark med henvisning til den mirakuløse redning til Sverige. Men det egentlige mirakel var den velkomst der ventede, da de kom hjem igen:
"Det var enestående, at danskerne reddede sine jøder. Men det officielle Danmark passede på deres ejendele og boliger, og det har ikke sin lige i noget andet land!"

Tog sig af jødernes ejendom
Æren for dette skal ifølge Foighel gives den daværende departementschef i Socialministeriet, Hans Henrik Koch. Allerede få timer efter deportationen meddelte han sine kolleger, at ministeriet i samarbejde med Københavns socialforvaltning og det danske og tyske politi ville holde øje med jødisk ejendom og tage sig af de næsten 300 forladte boliger, som deres ejere ikke havde nået at få en ordning for. Koch havde til lejligheden opfundet begrebet "lovanordning" og udvidede ved en sådan lovanordning forsorgslovens regler, så der kunne betales husleje og sendes pakker til jøderne i Theresienstadt. Det omfattede også de statsløse jødiske flygtninge fra bl.a. Tyskland, som Koch krævede skulle behandles som om de var danske jøder. Det gør, at Koch efter Foighels mening var en af besættelsestidens mest indflydelsesrige og vidtskuende personligheder.
Det sidste kapitel i Foighels bog hedder Den låste dør. Det handler om en stationsforstander og nogle assistenter på Helsingør Station, der overvågede afsendelsen af et særtog med 168 tilfangetagne jøder, der skulle deporteres til ghettoen i Theresienstadt. Ingen af togpersonalet forsøgte at hjælpe, skønt de havde mulighed for det. Tværtimod låste de dørene til ventesalen, hvor de mange mennesker, heriblandt mange børn og gamle, efterhånden blev samlet. For Isi Foighel er situationen et eksempel på noget helt afgørende for hvert enkelt menneske, og måske det enkle – og eneste - svar på det spørgsmål, der satte ham i gang med at skrive Miraklet i Danmark:
"Det betyder noget, hvad man vælger at gøre - vil man være bøddel eller tilskuer eller redningsmand? Valget er nødvendigt og afgørende, og det er vort eget!"

Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed. 
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce