Kan man kalde en ghetto en ghetto?

Udgangsforbud, mure, koncentration af etniske minoriteter og konkurrerende trossæt er alt sammen set før i forskellige versioner rundt om i Europa og Mellemøsten. Når vi taler om ghettoer, taler vi derfor om mange ting på én gang. Før i tiden handlede det om jøder, nu handler det primært om muslimer. Og det er ikke altid lige nemt at forstå, hvad der menes med ghettodannelse i en dansk kontekst. Hvem er det helt præcist det er godt for at bryde ghettoens beton op, som det lød i Statsministerens nytårstale. Beboerne eller dem der bor udenfor?

Ghetto Venedig
Ordet ”ghetto" er afledt af den jødiske ghetto i Venedig fra 1516. Men den er ikke det første eksempel på, at jøder er blevet placeret uden for storsamfundet.

Historisk set kan det, statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag kalder for ghetto, måske betegnes som en fjern fætter til de såkaldte mellah, som var at finde i de store byer i Marokko frem til 1912. Det var semifrivillige sammenklumpninger af de jødiske beboere, der blev lukket inde hver nat bag en mur med udgangsforbud (jævnfør Dansk Folkepartis forslag), officielt til deres egen beskyttelse. Her boede størstedelen af byens jøder, fra middelklassen og ned, mens de velhavende fra minoriteten boede i andre kvarterer, der ikke var defineret ud fra religion. Som de fleste steder, hvor der herskede ghettolignende tilstande, endte man med at bygge i højden, når pladsen blev trang, da den nu engang var afgrænset af mure, hvorved en slags historiske skyskrabere på den måde så dagens lys. Og bag disse mure udviklede der sig parallelsamfund med egne regler. Murene forstærkede kulturtræk, der gjorde denne del af befolkningen anderledes fra de andre indbyggere. Dengang som nu var det svært at integrere sig, når ghettoen stod i vejen. Den gav tryghed, men spærrede for interaktion med det omgivende samfund.

En plads i de muslimske samfund
Den marokkanske mellah er langt fra, hvad der i århundreder blev kaldt en ghetto i Europa. For i det muslimske Marokko knyttede disse mellah'er an til en juridisk ramme, til det såkaldte dhimmi-system, fordi Islam, den sidst tilkomne af de tre store monoteistiske religioner, har en indbygget plads til jøder og kristne, der defineres som "ahl al-kitab", bogens folk (alle tre religioner har det gamle testamente til fælles). Noget der ikke findes mage til i hverken kristen eller jødisk kultur. Jødedommen og kristendommen var de to eneste religioner, hvis troende i hvert fald teoretisk set ikke blev stillet overfor valget mellem død eller konvertering, når Islam ekspanderede med sværdet i hånden. Så selv om man officielt var andenrangsborger og blev diskrimineret, tilkendte den muslimske verden kristne og jøder en accepteret plads i samfundet.

Målet var at adskille
De europæiske ghettoer har derimod været en utvetydig plage for jøder, der i forskellig udstrækning har lidt under fænomenet. Hvorfor lukkede man minoriteten inde i ghettoer? Kirken havde i århundreder jævnligt lovgivet for at begrænse interaktion mellem jøder og kristne, men overgik sig selv med et ekstremt hårdt paveligt dekret i 1555. I stedet for at opfordre folk til at arbejde, som man gør det i dag, når det handler om ghettoer og minoriteter, fratog man jøderne retten til at udføre næsten alle erhverv, tvang dem til at gå med bestemt tøj og låste dem inde i ghettoerne under forfærdelige forhold. I den overbefolkede ghetto i Rom var der f.eks. ikke adgang til vand. Målet var at adskille jøderne fra de kristne og lade dem leve i en semipermanent tilstand af armod. De skulle straffes for i bibelske tider ikke at have taget imod Jesus og for, med romerne i Jerusalem som mellemmænd, at have slået messias ihjel. Man ønskede ikke at udrydde dem, men man ville gøre dem hverdagen så uudholdelig og ydmygende, at de tog den eneste billet der var ud af ghettoen, nemlig konvertering. Så her skyder vi forbi målet ved at sætte selv et tilnærmet lighedstegn med Vollsmose.

Hvem tvinger hvem?
Med en kort pause på europæisk jord, fra murene rundt om ghettoen i Rom begyndte at blive revet ned i 1848 og til nazisterne begyndte at samle jøderne i ghettoer i Østeuropa, gik der mindre end 100 år, hvor man kunne leve og ånde ghettofrit over hele kontinentet.
Men de historiske ghettoer i Italien og på tysk jord var meget anderledes end dem, man satte op i Nazityskland. Her var ghettoen fra begyndelsen et stadium på vej til udryddelse, og en af nazisternes fremmeste opgaver var at berøve jøderne deres menneskelige integritet. Under dække af absurde love eksproprierede man deres ejendom og ejendele og udelukkede dem fra at deltage i civilsamfundet ved at bortvise dem fra alle uddannelsesinstitutioner, nægte dem adgang til sundhedssystemet og forbyde dem at udføre normale erhverv. På samme tid forhindrede man dem i at flygte og lukkede dem inde bag ghettomure. Derved sløjfede man deres plads som mennesker af kød og blod i samfundet og hensatte dem i en slags ikke-eksistens, i et limbo, hvor børn, voksne og gamle døde langsomt af sult. Ghettopolitikken banede vejen for Holocaust. Vi er også her milevidt fra hverdagen i Vollsmose og andre områder med socialt boligbyggeri, hvor der er mange nydanskere.

Centralt i en moderne definition må være, hvem der tvinger hvem. Godt nok er de nytilkomne blevet tildelt lejligheder, og dermed er der skabt en koncentration af folk af udenlandsk herkomst, men der har ikke været tale om tvang fra myndighedernes side. Det er magthaverne, der ønsker beboerne ud af ghettoerne, hvis de altså kan defineres som sådan, og det er i sig selv, historisk set, en nyhed.

 

Ghettoer gennem tiden, 

1438 i Marokko begyndte man at opføre de ghettolignende Mellah-kvarterer, der ofte lå tæt ved herskernes palads.
1462 gjorde Frankfurt am Main det obligatorisk for byens jøder til at bo i den såkaldte Judengasse, jødegade.
1516 blev Venedigs ghetto opført. Navnet "ghetto" optrådte her for første gang og henviste til det jernstøberi, der lå på samme sted før i tiden.
1555 skærpede den katolske kirke reglerne for adskillelse mellem jøder og kristne og satte utallige begrænsninger på jødernes hverdag, herunder dekret om specielt tøj, når de gik ud fra ghettoen, og forbud mod at udføre en lang række erhverv. De fik desuden udgangsforbud om natten.
1555 opførtes ghettomurene rundt om det jødiske kvarter i Rom.
1792 blev den franske revolutions ideer om borgerrettigheder introduceret på italiensk jord med Napoleons felttog og førte til enden på de fleste italienske ghettoer.
1811 blev den lov, der påbød Frankfurts jøder at bo i ghetto, annulleret.
1864 fik Frankfurts jøder borgerrettigheder og dermed endelig deres fulde frihed.
1848 - 1870 blev Roms jøder gradvist løst fra ghettoens snærende bånd.
1912 blev mella-systemet afskaffet i Marokko.
1939 - 1944 opførte nazisterne ghettoer i Østeuropa som en del af Holocaust. Nogle ghettoer eksisterede kun i få uger, andre i flere år. Når de blev lukket, betød det, at indbyggerne var blevet deporteret eller myrdet. Ghettoen i Warszawa var den største. På 1.3 kvadratkilometer husede man 400.000 indbyggere under frygtelige forhold, og den er berømt, fordi de sidste indbyggere forsvarede sig, da nazisterne kom for at likvidere ghettoen. De allerfleste blev slået ihjel og ghettoen brændt ned. Der var mange forsøg på modstand også andre steder, men alt blev slået ned.  Andre kendte ghettoer er bl.a. Vilna, Bialystok, Lodz, Krakow, Lvov og Kovno.
1944 blev der opført ghettoer i Ungarn. Af de ca. 440.000 mennesker, der blev tvunget ind i dem og efterfølgende deporteret, overlevede ca. 90.000, som blev befriet af sovjetiske styrker i januar 1945. Med få undtagelser blev resten myrdet i kz-lejre, primært i Auschwitz- Birkenau.

Illustrationer:

  • Den marokkanske mellah er langt fra, hvad der i århundreder blev kaldt en ghetto i Europa men er alligevel det, der kommer nærmest Lars løkke Rasmussens definition.
  • I den overbefolkede ghetto i Rom var der ikke adgang til vand. Målet med ghettoen var at adskille jøderne fra de kristne og lade dem leve i en semipermanent tilstand af armod.
  • Nazisternes ghettoer var fra begyndelsen et stadium på vej til udryddelse, og en af de fremmeste opgaver var at berøve jøderne deres menneskelige integritet.
  • Mjølnerparken på Nørrebro i København er et af de områder, som Lars Løkke Rasmussen betegner som en ghetto, og som han vil have fjernet – enten ved fysisk at rive ejendomme ned eller ved at lave tvungen beboersammensætning.

Noa Agnete Metz 
Cand.mag. i historie fra Københavns Universitet. Forfatter og freelance journalist, bosat i Jerusalem hvorfra hun bidrager til blandt andre italienske La Stampa og til Goldberg. 

 

Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!

Gå på opdagelse i arkivet