'Medmenneskelighed er blevet gjort suspekt'

Han prøver at skabe et rum til sorgen over de mennesker, der bliver til tal på en liste over døde på flugt mod Europa. Peter-Clement Woetmanns langdigt ’Bag bakkerne, kysten’ er blevet kaldt en milepæl i ny dansk litteratur om flygtninge- og migrantkrisen. Goldberg møder her forfatteren til en samtale om privilegier, nationalromantik og behovet for en ny, radikal  empati.

 

Forfatteren Peter-Clement Woetmann

”Min krop er blå øjne hvid hud // Min krop er korngule marker og den milde vind i træerne i en lysning i skoven // Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten // Min krop er fugle der flygter omkring med hinanden højt svimlende et sted på himlen // Min krop er klitrækkerne, marehalmen, varmt sand blå himmel”.

Peter-Clement Woetmanns langdigt ’Bag bakkerne, kysten’ fremmaner med variationer over sætningen ’min krop er…’ en nærmest urdansk sommeridyl, der strofe for strofe punkteres af sætningen ’min krop er ikke…’ Digter-jegets krop er f.eks. ikke ’de blanke øjne i det mørke lastrum, fugtige hænder bøjet nakke’.

”Min krop er ikke en båd hærget af salt der sætter kurs mod Italien.// Min krop er ikke den solmætte gummibåd der driver i land på en græsk ø.// Min krop er ikke rustne containere på vej over Middelhavet.”

Som læser rammes man næsten fysisk af sorgfuldheden i teksten, der er så stærk, at en anmelder foreslog at erstatte bogens undertitel ’en klagesang’ med ’en dødsmesse’. Men netop i sorgen er der håb, siger forfatteren Peter-Clement Woetmann, da Goldberg møder ham til interview en forsommerdag i et fredeligt, solbeskinnet hjørne af København.
”Sorgen er udtryk for en empati, som jeg tror, mange i virkeligheden føler, men som er svær at tale om,” siger han.
”Vi lever i en tid, hvor almindelig medmenneskelighed er blevet gjort suspekt. NGO’er, som redder flygtninge op af synkende gummibåde, bliver af politikere beskyldt for at hjælpe menneskesmuglerne. Og i den offentlige debat bliver man kaldt naiv eller politisk korrekt, hvis man giver udtryk for, at flygtningepolitikken skal bygge på medmenneskelighed. Der er en kynisme og forråelse i den måde, vi taler om de her ting på, som jeg er anfægtet af,” siger han.
”Når der f.eks. tales og skrives om ’flygtningestrømmen’ skaber det en følelse af, at vi er ved at blive oversvømmet af ’fremmede’. De mennesker, der dør på vej til Europa, bliver til tal på en liste eller til abstrakt information i en nyhedsudsendelse. Det sprog, politikere og medier bruger, skaber en afstand, som gør det nemmere for os at lukke øjnene for andre menneskers lidelse.”
For Peter-Clement Woetmann er udfordringen at give denne anfægtelse et kunstnerisk udtryk:
”Jeg prøver at bringe migranternes og flygtningenes erfaringsverden i spil uden at postulere, at jeg kender eller fuldt ud forstår den. I stedet tager jeg udgangspunkt i min egen erfaring af at leve i et – forholdsvist – trygt og velstående samfund, hvor vi ser på, mens andre mennesker lider og dør. Mange af os føler sorg over det, der foregår. Men hvad stiller vi op med vores privilegier? Vi kan ikke hjælpe alle, men betyder det, at vi skal lukke vores grænser for flere og flere mennesker i nød? Jeg oplever, at vi står i et svært etisk dilemma, og i kunsten forsøger jeg at give den erfaring et sprog,” siger han.

Dødens databaser
Peter-Clement Woetmann (f. 1985) har både skrevet digtsamlinger og teaterstykker, bl.a. om Danmarks krigsdeltagelse og flygtninges og migranters situation. Senest to produktioner på Det Kgl. Teater, ’I føling – en krigsballet’ og ’Uropa – en asylballet’, sammen med dramatikerkollegaen Christian Lollike. I teaterarbejdet blev han opmærksom på flere databaser, der løbende registrerer, hvor mange mennesker, der mister livet på Middelhavet og på andre flugtruter mod vesten. Bl.a. The Migrantfiles, oprettet i et samarbejde mellem europæiske medier. Disse dødslister udgør afsættet til ’Bag bakkerne, kysten’, oprindeligt skrevet til asylballetten Uropa.
I digtet kobles databasernes nøgterne oplistning af migrationens ofre på Middelhavet og ved de europæiske grænser med følsomme sansninger af det blide, bølgende danske landskab i skov og på strand. Afstanden mellem ’os’ og ’dem’ synes afgrundsdyb.
”Ja, der er en enorm afstand. Nogle har statsborgerskab og bor i en velfærdsstat. Andre er på flugt pga. sult, nød, klimakatastrofer og krig. Jeg tror, vi er nødt til at være åbne om det, og anerkende den grundlæggende ulighed, der er mellem ’os’ og ’dem’. Ellers bliver solidariteten påklistret og hyklerisk,” siger Peter-Clement Woetmann.
Som digter er han om nogen bevidst om, at sproget, vi bruger, fortæller hvem ’vi’ er. Og at det ’vi’ altid udelukker nogen andre. Samtidig besynger han med sitrende naturbeskrivelser i ’Bag bakkerne, kysten’ en danskhed, som kan give associationer til Guldaldermalernes landskabsbilleder. Og som i Woetmanns 2017-version vel at mærke ikke fremstår ironisk, men oprigtig kærlig.
”Det nationalromantiske sprog rummer fortællinger om et Danmark, som jeg på mange måder genkender og føler mig knyttet til. Men samtidig har den nationalromantiske fortælling kun plads til det hjemmehørende folk. Europas historie er fuld af eksempler på, hvordan sprog kan bruges til at opbygge identitet og samhørighed mellem nation og folk. Nomaden og migranten hører ikke til, de truer det nationale og sproglige fællesskab. At skrive ’Bag bakkerne, kysten’ handlede for mig også om at skabe et rum, der har den klang, der er inde i mit hoved. Som både rummer det smukke og det svære ved den danskhed, vi er så optagede af at diskutere i disse år.”

Samtids-poesi
Peter-Clement Woetmann var 16 år i 2001, da tvillingetårnene i New York faldt. Han er vokset op i en tid med dansk krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan, global terror og flygtningeproblemer. Og selvom han også har beskæftiget sig kunstnerisk med andre emner, har det været naturligt for ham at skrive om de kriser, han ser i samfundet omkring sig.
”Fordi kriserne fylder meget i min egen – og, tror jeg – også i andres bevidsthed. Men jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at bruge kunsten til et forsøg på aflad. Kunstværker skal ikke massere skyldfølelsen over at være priviligeret, så vi bedre kan holde os selv ud. Jeg synes bare heller ikke, at frygten for at moralisere skal tjene som undskyldning for slet ikke at beskæftige sig med politiske emner i sin kunst.”
Peter-Clement Woetmann synes egentlig, det er på sin plads, hvis vi i det danske samfund føler skyld over ikke at hjælpe andre mennesker mere. Spørgsmålet er bare, understreger han, hvad vi stiller op med den skyldfølelse.
”Jeg tror ikke, kunst kan redde verden. Men den kan måske være med til at skabe grobund for de konkrete handlinger og beslutninger, der er nødvendige på et politisk plan,” siger han. Og tilføjer:
 ”Nogle mener, at kunst er grundlæggende unødvendigt ’flødeskum på lagkagen’. Men måske er kunst tværtimod det allermest nødvendige i verden. Kunst kan pege på det, vi glemmer. Hvad vil vi egentlig med hinanden? Ja, vi bliver måske fattigere, hvis vi skal hjælpe alle, men vi har vel ikke bygget det her samfund for at sidde på en strand og drikke drinks. Vi er her for at være et samfund for hinanden. Jeg synes, vi har brug for en ny, radikal empati. Kunsten kan måske skabe et rum, hvor den empati kan opstå.”

Peter-Clement Woetmann: Bag bakkerne, kysten.
61 sider, 129 kr.
Forlaget Kronstork 2017.

www.kronstork.dk

Fotos: Rumle Skafte

Gå på opdagelse i arkivet